HISTORIKK |
Samojedhundene stammer fra det nordlige
Rusland mellem Uralbjergene og floden Jenisej. De tilhørte
nomadestammer, som brugte dem til at vogte deres rensdyr og somme tider
til at trække deres slæder. De kaldte hundene for Bjelkier, der betyder "hvide hunde, der får hvide hvalpe". I Rusland er de også blevet kaldt Nenetskyhunde efter Nenetskyfolket, der levede tæt på den arktiske cirkel. Hos os har hundene fået navn efter den stamme, der hed Samojederne. Den hund, vi idag kalder Samojedhunden, kommer dog ikke med garanti fra det egentlige samojeddistrikt. Nomadestammerne var meget primitive. De boede i telte og vandrede omkring fra sted til sted og søgte efter lav og mos, som rensdyrene skulle leve af. Det var et hårdt liv, især om vinteren. Hundene gik ind og ud af teltene som de ville, og om natten sov de så nær deres mennesker som muligt. Mennesker og hunde var afhængige af hinanden og levede i nær kontakt med naturen. I dag er disse nomadefolks oprindelige levevis ændret af industrialisering. På sin første færd mod Nordpolen i 1893 havde Fridtjof Nansen samojedhunde med som trækdyr. Han havde hentet dem hos Alexander Tronheim i Tobolsk. Trondheim havde købt hundene hos nomaderne. Og der skulle betales en god pris for de bedste hunde. Også Roald Amundsen, den første mand på Sydpolen, brugte samojedhunde på sine ekspeditioner. Det kan man bl.a. læse om i hans beretning om Nordøst-passagen. Mange andre har også brugt samojedhunde som trækdyr. På et tidspunkt blev polarekspeditionerne opløst og hundene efterladt rundt omkring. En del kom til England. Bl.a. tog den engelske familie Kilbourn Scott en del af disse ekspeditionshunde til sig og lod dem indgå i avlen. En af dem fandt de i en zoologisk have i Sidney i Australien. Det var hanhunden Antarctic Buck. Han og flere andre af begge køn blev grundstammen til de samojedhunde, vi har i dag. Ikke alle nomadestammernes hunde var helt hvide i ekspeditionernes dage. Sorte og brune aftegninger var almindelige. Kigger du godt efter, vil du sikkert i din samojeds pels finde enkelte sorte hår - en arv fra fortiden. Men opdrættere har fra starten satset på den hvide samojedhund. Standarden tillader dog stadig cremet og bisquit, fordi en ren hvid arvemasse kan give problemer for racen.
|
STANDARD |
OPRINDELSESLAND: NORDLIGE RUSLAND SIBIRIEN
PROTEKTION: NKU ANVENDELSE: KLASSIFIKATION: HISTORIE: Den britiske zoolog Ernest Kilburn Scott tilbragte tre måneder hos Samojed-stammerne i 1889 og a han vendte hjem til England, medbragte han en brun hanhvalp ved navn "Sabarka". Senere importerede han en cremefarvet tæve kaldet "Whitey Petchora" fra vestsiden af Ural-bjergene og en snehvid han "Musti" fra Sibirien. Disse få hunde er - sammen med dem, der blev bragt hjem af forskningsekspeditionerne - grundlaget for racen i Vesten. Den første standard blev skrevet i England i 1909. KLASSIFIKATION: PROPORTIONER: TEMPERAMENT: HOVED: SKALLEPARTI: STOP: NÆSE: NÆSEPARTI: LÆBER: TÆNDER, BID: ØJNE: ØRER: HALS: KROP: MANKE: RYG: LÆND: KRYDS: BRYST: UNDERLINIE: HALE: FORPART: SKULDRE: OVERARM: ALBUER: HÅNDROD: MELLEMHÅND: FORPOTER: BAGPART: OVERLÅR: KNÆLED: HASELED: MELLEMFOD: BAGPOTER: BEVÆGELSE: PELS: Ørernes inderside skal være godt behårede. Bag på lårene danner pelsen bukser. Der skal være et beskyttende hårlag mellem tæerne. Halen er beklædt med fyldig pels. Hos tæver er pelsen ofte kortere og af en mere blød struktur end hos hanner. Den korrekte pelskvalitet skal altid have et specielt glansfuldt skær. FARVE: STØRRELSE: Idealhøjde for hanner 57 cm +/- 3 cm. Idealhøjde for tæver 53 cm +/- 3 cm. FEJL: * Synlige bygningsfejl ALVORLIGE FEJL: DISKVALIFICERENDE FEJL: BEMÆRK:
|